Select language

mandag den 16. december 2013

Årets julekage 2013

Ja, sådan kom så årets julekage til at se ud, hvor jeg også fik brugt nogle af de forme, som jeg købte på messen "Birmingham International Cake Show 2013", i min ferie til London den første uge i november.

Jeg deltog nu ikke selv med en kage m.m., men kunne så beundre værkerne, som de danske deltagere havde med. Og så blev der ellers købt løst. Godt jeg havde taget den store kuffert med mig :-).

Nå tilbage til kagen. Den består af klassik hvid kage med fyld af orange chokolade ganache. Dernæst smurt op med madeira frosting og overtrukket med hvid marcipan blandet op med fondant.

julekage christmas cake
 
 
GLÆDELIG JUL!
 
 

lørdag den 14. december 2013

Marcipan Yule Log


En Yule log klæder ethvert julebord og den behøves ikke altid at blive lavet af kage. Så da jeg skulle lave konfekt til mine kolleger, valgte jeg at lave en Yule log i marcipan.
 
Den blev lavet af ca. 1½ stang marcipan, 1 pakke nougat og appelsin pasta. For at gøre marcipanen smidig og nemmere at rulle, æltede jeg den først med lidt glukose sirup og flormelis.
 
Yule log
Årets Yule log.



Den smagte forrygende og jeg kan især godt lide den intense smag af appelsin. champignonerne er lavet af marcipan.
Udrul en stor firkant

Smør appelsin pasta i et tyndt lag på den udrullede firkant. Jeg købte pastaen ved Specialkøbmanden, men næste år vil jeg helt klart lave den selv.
 
Smelt nougaten i mikroovn el. lign. og hæld den i en tynd stråle på marcipanen. Jeg brugte 2 gafler som hjælp.

Rul nu forsigtig marcipanen sammen. Børst overskydende flormelis væk med en pensel for hvert "rul".

Så skal der ryddes op :-)
 
Skær først rullen ud i 2 stykker. Den ene noget større end den anden. Af den større rulle, skær dernæst 2 trekanter.
 
Yule logen kan f.eks. se sådan ud. 

 Enten smelt noget chokolade eller lav en ganache (min blev lavet af chokolade, fløde og en æggeblomme).

Husk at smøre bunden først på den "rulle", som skal ligge øverst. "Træ" mønstret blev lavet med en gaffel. Pyntede til sidst med marcipan champignon og kristjørn.

Jeg lavede også lige nogle dadler med marcipan, chokolade og pyntet med en valnød samt brændte mandler.