Select language

torsdag den 29. oktober 2015

"Heksefingre" småkager

Det er snart halloween og igen i år, skulle mine kollegaer da have lidt "halloween" mundgodt. Valget faldt på disse sjove og ja noget "ulækre" heksefingre småkager. De smagte nu godt.

Bagte heksefingre
 
De er meget nemme at lave og vil være et festlig indslag til en sjov og "uhyggelig" halloween fest for både børn og voksne.

Ingredienser:
  • 200 g blødt smør
  • 225 g sukker
  • 1 stort æg
  • 425 g hvedemel (plus lidt ekstra til æltning & udrulning)
  • 1½ spsk vanilie sukker
  • Evt. 1-2 tsk. friskrevet citronskal
Halve smuttede mandler
Hindbær eller jordbær marmelade
Lidt kakao

Fremgangsmåde:
Smør og sukker blandes sammen i en skål. Tilsæt ægget og vaniljesukker. Rør igen. Sigt melet gennem en si og rør det i lidt af gangen. Dejen æltes hurtigt sammen. Brugte rørmaskine.
Pakkes derefter ind i husholdningsfilm og stilles i køleskabet i min. ½ time.

Når dejen har hvilet, så tag først kun halvdelen ud af køleskabet, så den ikke når at blive for varm. Del klumpen op i mindre små klumper, som passer til en "finger" størrelse.

Med hånden rul en tynd* pølse og form med fingrene en kno og tryk den lidt flad fortil.



Lav en lille fordybning, hvor neglen skal sidde, og læg en lille klat cremet hindbær marmelade i.



Den halve mandel sættes oven i marmeladen og trykkes let ned, så den sidder fast og der kommer marmelade på begge sider af “neglen”. 

Brug en skarp kniv uden riller til at lave “fingerynkerne” med.

*Pas på ikke at lave "fingrene" for tykke, da de hæver noget.

Fingrene bages i en 190 grader C alm. varm ovn i ca. 10-11 minutter eller til at de er lysebrune. Endelig ikke overbag, da de elles bliver stenhårde.

Når kagerne er afkølet, pensles lederne evt. med lidt kakaopulver.
Har du noget rød spiselig farve kan det også fortyndes lidt og pensles på marmeladen for at give det en mere blodrød farve.



   


 HAPPY HALLOWEEN!


fredag den 16. oktober 2015

Æbleroser

I lang tid har jeg på FB set de forskellige lave æbleroser og tænkte lidt på om jeg også skulle prøve. Da jeg skal på ferie, var det jo oplagt at lave dem som feriekage til kollegerne.

Jeg kiggede mig frem til en opskrift, fik købt ind og gik i gang. Mit i udrulningen af den færdigkøbte butterdejsplade slog det mig, at det egentlig var mærkeligt, at det var butterdej man skulle bruge, da butterdej ikke smager af noget, hvorfor ikke bruge mørdej? Skulle måske have nærlæst det der stod på den pågældende hjemmeside, hvor jeg fandt opskriften. Selv med kanel, ekstra sukker og marcipan remonce, så blev de ikke så søde, som jeg havde troet. Mange af mine kolleger kunne nu godt lide dem.

De blev dog lavet færdige og nej, jeg fik ikke taget mange billeder af processen, men jeg kan henvise til den hjemmeside, hvor jeg fandt opskrift og vejledning til hvordan de skal laves.

Tips:

Efter at jeg havde skåret meget tynde skiver af æblerne, hældte jeg kogende vand ud over dem og lod dem stå i 2-3 minutter, så de blev bløde og dermed lettere at rulle sammen.

Lav ikke strimlerne for brede og lange og når du ruller dem sammen, så fugt med vand den nederste del, så de lukker tæt.

Jeg bagte mine i ca. 40-45 min.



Hvis jeg skulle lave dem en anden gang, tror jeg vil prøve med min kanelsnegle dej i stedet for at bruge butterdej. Måske det vil hjælpe på smagen.

Søde at kigge på, er de dog......

 
....og prikken over i'et er lige at sigte lidt flormelis over dem.

Æbleroser


 

lørdag den 3. oktober 2015

Amerikanske kanelsnegle

Super fantastiske kanelsnegle

I min tid i USA, Oklahoma kan jeg huske en dame i omkredsen, som hed Sally. Udover navnet Sally, så kan jeg huske hendes absolutte fantastiske kanelsnegle "cinnamon rolls". De var simpelthen så skønne og velsmagende for ikke at sige KÆMPESTORE og kan slet slet ikke sammenlignes med onsdagssneglene nede fra bageren.
Denne opskrift på kanelsnegle giver en ganske god version af Sallys "cinnamon rolls", sådan som jeg kan huske dem :-).
 
Amerikansk opskrift oversat:
 
Ingredienser
  • 2½ dl. mælk (opvarmet i mikroovn i ca. 1-1½ min.)
  • 3/4 dl. lunt vand (43 C.)
  • 1 tsk. vanilje essens
  • 113 g. blødt smør
  • 2 æg (stuetemperatur og let sammenpisket)
  • ½ tsk. salt
  • 100 g. sukker
  • 675 g. mel
  • 3 tsk. tørgær (blandet sammen med melet)
Kanel fyld
  • 125 g. blødt smør
  • 225 g. brun farin
  • 4-5 spsk. kanel
I en skål, sigt farin og kanel sammen og stil til side. 
 
Flødeost glasur opskrift længere nede.

Giver ca. 12-13 kanelsnegle

Fremgangsmåde for dejen:
Bland alle ingredienserne sammen i en stor skål eller røremaskine i nævnte rækkefølge (sigt mel og tørgær) og rør alt sammen, indtil du har en blød dej. 
 
Hæld dejen ud på en melet (bord)plade og ælt ca. 10 min., indtil den er blød og elastisk og ikke hænger fast i bordet/hænder. Hvis dejen er for fugtig, da tilføj lidt mere mel. Læg dejen tilbage i skålen og dæk skålen godt til med film og lad dejen hæve indtil dobbelt i størrelse. 
 
Når dejen har fået dobbelt størrelse, hæld den igen ud på en let oliet bordplade. Sørg for at du har masser af plads til at udrulle dejen til en ca. 42x60 cm rektangel.
 
 
Jo, jeg ved godt den nok lige er en anelse større end en 42x60 cm rektangel. Lavede dobbelt portion, så der var nok til alle mine kolleger på arbejdet :-).


Pensel/smør smørret på toppen af den udrullede dej og ......


.... spred dernæst resten af kanelfyldet (farin/kanel) hen over smørret.

 
Spred kanelfyldet ikke helt ud til den øverste kant.

 
Fra den lange ende rul dejen sammen til en lang rulle og forsegl ”sømmen” ved at klemme den øverste kant sammen med resten af dejen lidt sammen. Pas på med ikke at rul dejen for stramt sammen, da det ellers kan resultere i, at midten hæver sig over resten af sneglen mens den bager.

 
Med en skarp kniv skær rullen ud i ca. 12 stykker (5 cm for hver snegl) og læg dem i en bradepande/bageform. Giv dem et let og hurtigt tryk med din håndflade. De ubagte snegle må ikke røre hinanden før hæving.  
 
Køleskab:
På det her tidspunkt, kan man også vælge at dække sneglene til med film og stille dem i køleskab natten over og så bage dem den næste dag. De skulle gerne have hævet igennem natten. Tag dem ud af køleskabet 15-20 min. før bagning. (Har afprøvet og det virker fint)
 
Fryser:
Du kan også fryse dem (ca. i en måned). Tag sneglene ud af fryseren og lad dem tø op ca. 10-12 timer på køkkenbordet, før de skal bages. Sæt dem ikke i køleskab. (Har endnu ikke afprøvet)
 
 
Dæk sneglene til og lad dem efterhæve et lunt sted i ca. 45-55 min. Bag sneglene i alm. ovn ved 175 C. i ca. 25-30 min. Hold øje med dem.

 
Tag dem ud af ovnen og lad dem køle lidt ned. Det kan nok ikke undgås, at lidt af fyldet flyder ud under sneglene, men det er ikke så meget.
 
Flødeost glasur:
  • 60 g. flødeost (ikke light)
  • 55 g. blødt smør
  • 110 g. flormelis
  • ½ tsk. vanilje essens
I en skål rør flødeost og smør sammen indtil cremet. Tilføj flormelis og vanilje essens og rør indtil alt er blandet.  

Kanelsnegle
 
Spred glasuren ud over sneglene og pynt evt. med pekannødder (smager fantastisk), der har været ristet i ovn i 1-3 min. på 100 C. Pas på, de brænder let på.

 
Man kan også gå amok og lave dobbelt portion af flødeost glasuren. DET bliver de ikke dårligere af :-). 
Kanelsnegle
 De er også ENORMT gode helt kolde dagen efter.
 
VELBEKOMME! :-)