Select language

mandag den 16. november 2015

Æblekage med maple (ahorn sirup) frosting og flødecreme

En æblekage hører gerne til om efteråret. Måske har man endda selv været ude og plukke æblerne i ens egen have eller købt dem ved en frugtplantage. Det leder tankerne hen til min "barndoms" frugtplantage, som dengang var ejet af min venindes far og nu hendes bror.

Der gik næsten ikke en dag, hvor vi løb "op i marken" og hvis vi var virkelig heldige, fik vi et lift på ladet af en traktor. Hvor vi guffede, når der var sæson for kirsebær, æbler, pærer og blommer.

Da vi blev lidt ældre fik vi begge hest og så fortsatte turene på hesteryg, så kunne man også nå den bedste frugt lidt højere oppe :-).

Jeg kommer stadigvæk i ny og næ og hilser på.

De æbler, som jeg har brugt til kagen, er dog ikke fra Hestehavegaard Frugtplantage i Sønderborg, men fra en kollegas æbletræ i haven, da plantagen ligger lidt langt væk fra København.

Kagen til mine kolleger består af en bund af denne lækre amerikanske æblekage samt en mandelbund med fyld af madeira flødecreme og makroner, dekoreret med en skøn maple (ahorn sirup) frosting. Pyntet med marcipanlåg og æbler og lidt guldstøv.

Det skal siges, at jeg tilføjede ca. 7 dl. flormelis til opskriften på maple (ahorn sirup) frostingen, da den ellers blev alt for flydende til at tylle op med.

Total skøn kage og smagsvarianterne passede perfekt sammen.

 
Brugte en nellike til stilk og blomst i bunden af æblet
Marcipan æbler
Marcipanæbler

Min skønne kollega Jette
 

Amerikansk æblekage

En æblekage hører gerne til om efteråret og denne æblekage er virkelig lækker og frisk i smagen. Jeg fandt den på en amerikansk hjemmeside ved at Google lidt rundt. Jeg har oversat opskriften, men endnu ikke afprøvet om opskriften rækker til de to forme, som står i opskriften. Jeg har kun bagt kagen i en stor form ca. 26 cm, da jeg skulle bruge den som bund i en anden kage.

Men here goes.....

Klargør to forme på ca. 20 cm (8 inch) og forvarm ovnen til 165 grader.

Ingredienser til kagen:

• 1 dl. rosiner
• 4 spsk. vand
• 280 g. mel
• ½ tsk. kanel
• ½ tsk. nelliker (valgfrit)
• ¼ tsk. salt
• ½ tsk. bagepulver
• 1¼ tsk. natron
• 1,25 dl. rapsolie
• 150 g. sukker
• 1 tsk. vaniljeessens
• 2 æg
• 3-4 gode æbler, skrællet og skåret i små stykker
• Revet citronskal af 1 citron
• 2 æggehvider

Fremgangsmåde:
Hæld vandet over rosinerne i en skål og giv dem et opkog i mikroovnen i ca. 1 minut. Sæt til side.
Mel, kanel, nellike salt, bagepulver og natron blandes i en skål. Sæt til side.
Pisk olie, sukker og vaniljeessens i en skål eller rørmaskine indtil alt er blandet. Tilsæt dernæst æggene og rør igen til alt er blandet. Dejen skal være glat og tyk. På lav hastighed tilsættes æblerne, rosinerne (uden væsken) og citronskal. Rør igen kun indtil alt er blandet (ca. 30 sekunder). Fortsæt på lav hastighed og tilsæt melblandingen. Skrab evt. siderne på skålen.
I en ren skål, pisk æggehviderne til bløde topper og fold dem forsigtig i dejen ad to omgange.

Hæld dejen i de 2 forme og bag kagerne i ca. 35 minutter eller indtil toppen af kagen har en gylden overflade.

Tag kagerne ud af ovnen og lad dem afkøle på en rist.

Ingredienser til maple (ahorn sirup) frosting:

• 100 g. smør (stuetemperatur)
• 120 g. mørk farin
• 6 spsk. ahornsirup
• 1 pak. flødeost (stuetemperatur)
• Evt. lidt flormelis

Fremgangsmåde:
Pisk smør, farin og sirup indtil cremet og luftig, ca. 3 minutter. Tilsæt flødeost og pisk igen i ca. 1½ minut.

Læg kagen evt. sammen med frostingen eller serverer med creme fraiche. Stil køligt.
Lånt billede

Maple (ahorn sirup) frosting


Ingredienser til maple (ahorn sirup) frosting:

• 100 g. smør (stuetemperatur)
• 120 g. mørk farin
• 6 spsk. ahornsirup
• 1 pak. flødeost (stuetemperatur)
• Evt. lidt flormelis

Fremgangsmåde:
Pisk smør, farin og sirup indtil cremet og luftig, ca. 3 minutter. Tilsæt flødeost og pisk igen i ca. 1½-2 minutter.

Hvis kagen skal overtrækkes af fondant eller marcipan, vil jeg anbefale at tilføje ca. 6-7 dl. flormelis og 80-100 g. palmin, ellers bliver den alt for flydende og bliver ikke hård nok til at dække eventuelle huller, krummer osv. under fondanten.