Select language

mandag den 16. november 2015

Æblekage med maple (ahorn sirup) frosting og flødecreme

En æblekage hører gerne til om efteråret. Måske har man endda selv været ude og plukke æblerne i ens egen have eller købt dem ved en frugtplantage. Det leder tankerne hen til min "barndoms" frugtplantage, som dengang var ejet af min venindes far og nu hendes bror.

Der gik næsten ikke en dag, hvor vi løb "op i marken" og hvis vi var virkelig heldige, fik vi et lift på ladet af en traktor. Hvor vi guffede, når der var sæson for kirsebær, æbler, pærer og blommer.

Da vi blev lidt ældre fik vi begge hest og så fortsatte turene på hesteryg, så kunne man også nå den bedste frugt lidt højere oppe :-).

Jeg kommer stadigvæk i ny og næ og hilser på.

De æbler, som jeg har brugt til kagen, er dog ikke fra Hestehavegaard Frugtplantage i Sønderborg, men fra en kollegas æbletræ i haven, da plantagen ligger lidt langt væk fra København.

Kagen til mine kolleger består af en bund af denne lækre amerikanske æblekage samt en mandelbund med fyld af madeira flødecreme og makroner, dekoreret med en skøn maple (ahorn sirup) frosting. Pyntet med marcipanlåg og æbler og lidt guldstøv.

Det skal siges, at jeg tilføjede ca. 7 dl. flormelis til opskriften på maple (ahorn sirup) frostingen, da den ellers blev alt for flydende til at tylle op med.

Total skøn kage og smagsvarianterne passede perfekt sammen.

 
Brugte en nellike til stilk og blomst i bunden af æblet
Marcipan æbler
Marcipanæbler

Min skønne kollega Jette
 

Amerikansk æblekage

En æblekage hører gerne til om efteråret og denne æblekage er virkelig lækker og frisk i smagen. Jeg fandt den på en amerikansk hjemmeside ved at Google lidt rundt. Jeg har oversat opskriften, men endnu ikke afprøvet om opskriften rækker til de to forme, som står i opskriften. Jeg har kun bagt kagen i en stor form ca. 26 cm, da jeg skulle bruge den som bund i en anden kage.

Men here goes.....

Klargør to forme på ca. 20 cm (8 inch) og forvarm ovnen til 165 grader.

Ingredienser til kagen:

• 1 dl. rosiner
• 4 spsk. vand
• 280 g. mel
• ½ tsk. kanel
• ½ tsk. nelliker (valgfrit)
• ¼ tsk. salt
• ½ tsk. bagepulver
• 1¼ tsk. natron
• 1,25 dl. rapsolie
• 150 g. sukker
• 1 tsk. vaniljeessens
• 2 æg
• 3-4 gode æbler, skrællet og skåret i små stykker
• Revet citronskal af 1 citron
• 2 æggehvider

Fremgangsmåde:
Hæld vandet over rosinerne i en skål og giv dem et opkog i mikroovnen i ca. 1 minut. Sæt til side.
Mel, kanel, nellike salt, bagepulver og natron blandes i en skål. Sæt til side.
Pisk olie, sukker og vaniljeessens i en skål eller rørmaskine indtil alt er blandet. Tilsæt dernæst æggene og rør igen til alt er blandet. Dejen skal være glat og tyk. På lav hastighed tilsættes æblerne, rosinerne (uden væsken) og citronskal. Rør igen kun indtil alt er blandet (ca. 30 sekunder). Fortsæt på lav hastighed og tilsæt melblandingen. Skrab evt. siderne på skålen.
I en ren skål, pisk æggehviderne til bløde topper og fold dem forsigtig i dejen ad to omgange.

Hæld dejen i de 2 forme og bag kagerne i ca. 35 minutter eller indtil toppen af kagen har en gylden overflade.

Tag kagerne ud af ovnen og lad dem afkøle på en rist.

Ingredienser til maple (ahorn sirup) frosting:

• 100 g. smør (stuetemperatur)
• 120 g. mørk farin
• 6 spsk. ahornsirup
• 1 pak. flødeost (stuetemperatur)
• Evt. lidt flormelis

Fremgangsmåde:
Pisk smør, farin og sirup indtil cremet og luftig, ca. 3 minutter. Tilsæt flødeost og pisk igen i ca. 1½ minut.

Læg kagen evt. sammen med frostingen eller serverer med creme fraiche. Stil køligt.
Lånt billede

Maple (ahorn sirup) frosting


Ingredienser til maple (ahorn sirup) frosting:

• 100 g. smør (stuetemperatur)
• 120 g. mørk farin
• 6 spsk. ahornsirup
• 1 pak. flødeost (stuetemperatur)
• Evt. lidt flormelis

Fremgangsmåde:
Pisk smør, farin og sirup indtil cremet og luftig, ca. 3 minutter. Tilsæt flødeost og pisk igen i ca. 1½-2 minutter.

Hvis kagen skal overtrækkes af fondant eller marcipan, vil jeg anbefale at tilføje ca. 6-7 dl. flormelis og 80-100 g. palmin, ellers bliver den alt for flydende og bliver ikke hård nok til at dække eventuelle huller, krummer osv. under fondanten.

torsdag den 29. oktober 2015

"Heksefingre" småkager

Det er snart halloween og igen i år, skulle mine kollegaer da have lidt "halloween" mundgodt. Valget faldt på disse sjove og ja noget "ulækre" heksefingre småkager. De smagte nu godt.

Bagte heksefingre
 
De er meget nemme at lave og vil være et festlig indslag til en sjov og "uhyggelig" halloween fest for både børn og voksne.

Ingredienser:
  • 200 g blødt smør
  • 225 g sukker
  • 1 stort æg
  • 425 g hvedemel (plus lidt ekstra til æltning & udrulning)
  • 1½ spsk vanilie sukker
  • Evt. 1-2 tsk. friskrevet citronskal
Halve smuttede mandler
Hindbær eller jordbær marmelade
Lidt kakao

Fremgangsmåde:
Smør og sukker blandes sammen i en skål. Tilsæt ægget og vaniljesukker. Rør igen. Sigt melet gennem en si og rør det i lidt af gangen. Dejen æltes hurtigt sammen. Brugte rørmaskine.
Pakkes derefter ind i husholdningsfilm og stilles i køleskabet i min. ½ time.

Når dejen har hvilet, så tag først kun halvdelen ud af køleskabet, så den ikke når at blive for varm. Del klumpen op i mindre små klumper, som passer til en "finger" størrelse.

Med hånden rul en tynd* pølse og form med fingrene en kno og tryk den lidt flad fortil.



Lav en lille fordybning, hvor neglen skal sidde, og læg en lille klat cremet hindbær marmelade i.



Den halve mandel sættes oven i marmeladen og trykkes let ned, så den sidder fast og der kommer marmelade på begge sider af “neglen”. 

Brug en skarp kniv uden riller til at lave “fingerynkerne” med.

*Pas på ikke at lave "fingrene" for tykke, da de hæver noget.

Fingrene bages i en 190 grader C alm. varm ovn i ca. 10-11 minutter eller til at de er lysebrune. Endelig ikke overbag, da de elles bliver stenhårde.

Når kagerne er afkølet, pensles lederne evt. med lidt kakaopulver.
Har du noget rød spiselig farve kan det også fortyndes lidt og pensles på marmeladen for at give det en mere blodrød farve.



   


 HAPPY HALLOWEEN!


fredag den 16. oktober 2015

Æbleroser

I lang tid har jeg på FB set de forskellige lave æbleroser og tænkte lidt på om jeg også skulle prøve. Da jeg skal på ferie, var det jo oplagt at lave dem som feriekage til kollegerne.

Jeg kiggede mig frem til en opskrift, fik købt ind og gik i gang. Mit i udrulningen af den færdigkøbte butterdejsplade slog det mig, at det egentlig var mærkeligt, at det var butterdej man skulle bruge, da butterdej ikke smager af noget, hvorfor ikke bruge mørdej? Skulle måske have nærlæst det der stod på den pågældende hjemmeside, hvor jeg fandt opskriften. Selv med kanel, ekstra sukker og marcipan remonce, så blev de ikke så søde, som jeg havde troet. Mange af mine kolleger kunne nu godt lide dem.

De blev dog lavet færdige og nej, jeg fik ikke taget mange billeder af processen, men jeg kan henvise til den hjemmeside, hvor jeg fandt opskrift og vejledning til hvordan de skal laves.

Tips:

Efter at jeg havde skåret meget tynde skiver af æblerne, hældte jeg kogende vand ud over dem og lod dem stå i 2-3 minutter, så de blev bløde og dermed lettere at rulle sammen.

Lav ikke strimlerne for brede og lange og når du ruller dem sammen, så fugt med vand den nederste del, så de lukker tæt.

Jeg bagte mine i ca. 40-45 min.



Hvis jeg skulle lave dem en anden gang, tror jeg vil prøve med min kanelsnegle dej i stedet for at bruge butterdej. Måske det vil hjælpe på smagen.

Søde at kigge på, er de dog......

 
....og prikken over i'et er lige at sigte lidt flormelis over dem.

Æbleroser


 

lørdag den 3. oktober 2015

Amerikanske kanelsnegle

Super fantastiske kanelsnegle

I min tid i USA, Oklahoma kan jeg huske en dame i omkredsen, som hed Sally. Udover navnet Sally, så kan jeg huske hendes absolutte fantastiske kanelsnegle "cinnamon rolls". De var simpelthen så skønne og velsmagende for ikke at sige KÆMPESTORE og kan slet slet ikke sammenlignes med onsdagssneglene nede fra bageren.
Denne opskrift på kanelsnegle giver en ganske god version af Sallys "cinnamon rolls", sådan som jeg kan huske dem :-).
 
Amerikansk opskrift oversat:
 
Ingredienser
  • 2½ dl. mælk (opvarmet i mikroovn i ca. 1-1½ min.)
  • 3/4 dl. lunt vand (43 C.)
  • 1 tsk. vanilje essens
  • 113 g. blødt smør
  • 2 æg (stuetemperatur og let sammenpisket)
  • ½ tsk. salt
  • 100 g. sukker
  • 675 g. mel
  • 3 tsk. tørgær (blandet sammen med melet)
Kanel fyld
  • 125 g. blødt smør
  • 225 g. brun farin
  • 4-5 spsk. kanel
I en skål, sigt farin og kanel sammen og stil til side. 
 
Flødeost glasur opskrift længere nede.

Giver ca. 12-13 kanelsnegle

Fremgangsmåde for dejen:
Bland alle ingredienserne sammen i en stor skål eller røremaskine i nævnte rækkefølge (sigt mel og tørgær) og rør alt sammen, indtil du har en blød dej. 
 
Hæld dejen ud på en melet (bord)plade og ælt ca. 10 min., indtil den er blød og elastisk og ikke hænger fast i bordet/hænder. Hvis dejen er for fugtig, da tilføj lidt mere mel. Læg dejen tilbage i skålen og dæk skålen godt til med film og lad dejen hæve indtil dobbelt i størrelse. 
 
Når dejen har fået dobbelt størrelse, hæld den igen ud på en let oliet bordplade. Sørg for at du har masser af plads til at udrulle dejen til en ca. 42x60 cm rektangel.
 
 
Jo, jeg ved godt den nok lige er en anelse større end en 42x60 cm rektangel. Lavede dobbelt portion, så der var nok til alle mine kolleger på arbejdet :-).


Pensel/smør smørret på toppen af den udrullede dej og ......


.... spred dernæst resten af kanelfyldet (farin/kanel) hen over smørret.

 
Spred kanelfyldet ikke helt ud til den øverste kant.

 
Fra den lange ende rul dejen sammen til en lang rulle og forsegl ”sømmen” ved at klemme den øverste kant sammen med resten af dejen lidt sammen. Pas på med ikke at rul dejen for stramt sammen, da det ellers kan resultere i, at midten hæver sig over resten af sneglen mens den bager.

 
Med en skarp kniv skær rullen ud i ca. 12 stykker (5 cm for hver snegl) og læg dem i en bradepande/bageform. Giv dem et let og hurtigt tryk med din håndflade. De ubagte snegle må ikke røre hinanden før hæving.  
 
Køleskab:
På det her tidspunkt, kan man også vælge at dække sneglene til med film og stille dem i køleskab natten over og så bage dem den næste dag. De skulle gerne have hævet igennem natten. Tag dem ud af køleskabet 15-20 min. før bagning. (Har afprøvet og det virker fint)
 
Fryser:
Du kan også fryse dem (ca. i en måned). Tag sneglene ud af fryseren og lad dem tø op ca. 10-12 timer på køkkenbordet, før de skal bages. Sæt dem ikke i køleskab. (Har endnu ikke afprøvet)
 
 
Dæk sneglene til og lad dem efterhæve et lunt sted i ca. 45-55 min. Bag sneglene i alm. ovn ved 175 C. i ca. 25-30 min. Hold øje med dem.

 
Tag dem ud af ovnen og lad dem køle lidt ned. Det kan nok ikke undgås, at lidt af fyldet flyder ud under sneglene, men det er ikke så meget.
 
Flødeost glasur:
  • 60 g. flødeost (ikke light)
  • 55 g. blødt smør
  • 110 g. flormelis
  • ½ tsk. vanilje essens
I en skål rør flødeost og smør sammen indtil cremet. Tilføj flormelis og vanilje essens og rør indtil alt er blandet.  

Kanelsnegle
 
Spred glasuren ud over sneglene og pynt evt. med pekannødder (smager fantastisk), der har været ristet i ovn i 1-3 min. på 100 C. Pas på, de brænder let på.

 
Man kan også gå amok og lave dobbelt portion af flødeost glasuren. DET bliver de ikke dårligere af :-). 
Kanelsnegle
 De er også ENORMT gode helt kolde dagen efter.
 
VELBEKOMME! :-)

 

lørdag den 25. juli 2015

Klip klapper kage

Der var blevet inviteret til havefest hos pigerne nede i havelejlighederne og så skulle man jo nok synes, at vejret ville arte sig til det bedste. Øv bøv! Næ nej, det blev selvfølgelig lige den dag, hvor det skulle stå ned i stænger hele dagen.

Nå, helt så slemt blev det heldigvis ikke. Vi fik godt nok nogle kraftige byger, men de var da heldigvis få, så det blev en rigtig hyggelig aften, hvor der blev grillet og spist dejlig mad.

Jeg havde lovet at komme med en kage og valget faldt på denne "sommer"kage.

klip klapper kage
Klip klapper

TAK FOR EN DEJLIG AFTEN

lørdag den 13. juni 2015

Min fødselsdag 2015

Så blev det min fødselsdag igen og det fejrede jeg med at give en god middag til mine veninder (en måned senere på denne lørdag). Til dessert havde jeg lavet en (alt for) stor gammeldags jordbær lagkage. Den smagte dæleme nu godt :-). Der blev dog meget til overs, at naboerne også kunne få et stykke. Resten har jeg frosset ned efter at have fjernet flødeskummet.

 
Lagkagen bestod af to mandelbunde, en chokoladebund med fyld af hyldeblomst marineret jordbær, makroner og madeira flødecreme. Pyntet med marcipanlåg, flødeskum, tempereret chokolade "duller" og jordbær dyppet i chokolade.

 
 
Hyldeblomst marineret jordbær:
 
Til 500 g. jordbær skal du bruge
  • 1 dl koncentreret god hyldeblomstsaft (købte den fra Grønnegården)
  • 1 tsk. friskpresset citronsaft
  • 2 tsk. reven citronskal
Jordbærrene nippes og skylles. Herefter skæres de i halve og marineres i en blanding af sukker, hyldeblomstsaft, citronskal og -saft. De skal marinere i 2-3 timer eller gerne længere.
Si marinaden fra jordbærrene (2). Gem marinaden.
Saml lagkagen, evt. i en kagering (1). Begynd med en bund, giv makronerne et hurtigt dyp i jordbær marinaden og læg dem hele på kagebunden (4). Læg derefter halvdelen af jordbærrene ovenpå (3) og slut af med et lag flødecreme. Så er det chokoladebundens tur. Op med den, igen et lag makroner, jordbær og flødecreme (5) og slut af med den sidste mandelbund (6).
 
Smør et tyndt lag flødeskum på kagen (7), udrul noget marcipan til at lægge på toppen som et låg og sprøjt flødeskum på siderne eller hvad man nu kan finde på. Dernæst kan man pynte lagkagen som man vil.
 
Hvis der er mere marinade tilovers, da bland den med lidt koldt vand og du har noget dejligt saftevand med en fantastisk farve.
 
Til denne lagkage brugte jeg 3 lagkagebunde i størrelse 22 cm, 2 bakker jordbær, næsten en pose makroner og 2 x flødecreme opskrift. Til selve flødeskum pyntningen brugte jeg ca. 1 liter fløde.  

Nams!
Så kan gæsterne bare komme

søndag den 12. april 2015

Hortensia kage

 
Min mor elsker blå hortensiaer, så jeg har længe tænkt på at lave en kage til hende med en blå hortensia. Det synes jeg faktisk jeg slap helt heldig fra.
 
Kagen består af chokoladekage med fyld af madeira flødecreme, makroner, flødeost frosting og ristede pecan nødder. 
 
How to do: Hortensia
 
Hortensia kage
 
Hortensia kage

How to do: fondant hortensia

Fondant hortensia
 
 
How to do fondant hortensia
Klik for større billede
  1. Tag en grøn ståltråd gauge (tykkelse) 23 og del den i 3-4 lige store stykker. Brug en knivtang. Med en bidtang bukkes den øverste del af ståltråden til en lille løkke.
  2. Tag en smule fondant, som jeg har farvet svagt/lys grøn (kan godt se, at farven ser hvid ud, det må være lyset) og
  3. rul den ned over hullet og gør toppen flad. Lav en masse af dem (nr. 3) i forvejen og lad dem tørre over natten
  4. Udrul et stykke fondant af den samme farve grøn meget tyndt rundt om en lille forhøjning

  5. Hortensia metal udstikker og præger
    Pres en hortensia metal udstikker ned over fondanten med den lille forhøjning i midten
  6. Læg den begyndende lignende hortensia blomst over på et blød måtte og gnid/køre med en "ball tool" langs kanten af bladene for at give bladene et mere levende look
  7. Læg dernæst blomsten over på prægeren. Da blomsten har en forhøjning i midten, kan prægeren ikke bukkes over. Her må man bruge en lille svamp og forsigtig presse bladene ned i prægeren hele vejen rundt
  8. Tag forsigtig blomsten væk fra prægeren og op i hånden
  9. Med en skarp kniv eller lignende, skær ind imellem bladene for at gøre bladene lidt mere naturtro ved at gøre dem større. Det bliver også efterfølgende nemmere at forme dem
  10. Tag ståltråden (nr. 3) og stik enden ned i lidt spiselig lim eller vand og
  11. træk ståltrådet forsigtig ned igennem midten af blomsten
  12. og klem lidt neden under blomsten,
  13. så den sidder fast. Du kan nu forme bladene som du vil
  14. Lav en løkke i enden af ståltråden og
  15. hæng den til tørre en dag eller to. Jeg har brugt en hylde fra køleskabet, som egnede sig fortrinligt til formålet.
Der er forskellige farver hortensiaer. Her har jeg valgt en blå/lys lilla hortensia.
 
How to do fondant hortensia
Klik for større billede
  1. Jeg har her brugt dust farverne primrose, cornflower og bluebell, som jeg synes repræsenterer farverne fint på en blå/lys lilla hortensia, men prøv jer frem af de farver, som I har liggende. 
  2. Start med at duste blomsteknoppen gul (primrose).
  3. Vend blomsten om og dust overfladisk med farven bluebell.
  4. For en mørkere farve, dustes først med cornflower og
  5. dernæst oven i med bluebell.
  6. Den lyslilla skal kun dustes med bluebell.
  7. Her har vi så alle blomsterne stående parat til at blive dampet, så farven bedre sætter sig.
  8. Nu skal der laves små buketter (lav dem med de 2 forskellige farver),
  9. hvor der vrikles blomstertape rundt om stilkene.
  10. De små buketter bliver så samlet til en stor kugle. Nogle få blomster har jeg ladet forblive grønne og kun dustes dem en lille smule med bluebell.
  11. og 12. Den færdige samlede hortensia.
Det er for resten en god ide, at lave 3-4 enkelte blomster på en lang ståltråd, så i stedet for at lave 3-4 stykker ud af et stykke ståltråd, da lav kun 2. De 3-4 blomster skal gerne sidde i midten af buketten, idet der derved er nemmere at vikle de andre små ståltråd buketter rundt om denne buket med de lange stykker ståltråd. Håber I forstår meningen.
 
Et godt råd er, at tage nogle billeder af en rigtig hortensia, så har man en bedre fornemmelse af, hvordan den ser ud.

tirsdag den 16. december 2014

Årets julekage 2014

Årets julekage blev til disse julelys, som er lavet af chokoladekage. De blev i går serveret til en lille jule-kom-sammen, som jeg holdt for mine naboer i den ejendom, hvor jeg bor. Dvs. jeg glemte dem, og da vi var så mætte af alt det andet, som jeg havde lavet, så kom de med mig på arbejde i dag.
 
Christmas candle cake

Christmas candle cake
 

 
GLÆDELIG JUL TIL JER ALLE!
 
 

lørdag den 13. december 2014

Julemandsbrød

Det er mørkt, koldt og vinden hyler omkring os og det er snart jul. Da var det, at jeg på nettet så et billede af et brød formet som en julemand og tænkte, at sådan ét ville jeg da også lave til vores julefrokost på arbejdet i fredags.
 
Jeg fandt den pågældende hjemmeside og har oversat opskriften fra engelsk til dansk.
 
Julemandsbrødet er forholdsvis nem at lave og jeg synes også, at det smagte helt godt. Man kan dog lave det med den opskrift på brød dej, som man vil,.....vil jeg da mene :-).
 
julemandsbrød
Julemandsbrød
 
Opskrift:

Ca. 280 g. mel samt ekstra mel
50 g. sukker
1 pak. tørgær (11 g.)
1 tsk. salt
1½ dl. mælk
0,60 dl. vand 
60 g. smør
1 æg
2 rosiner
2 æggeblommer
2-3 dråber rød frugtfarve
 
Kom mel, sukker, tørgær og salt i en stor skål og bland det sammen. I en gryde varm mælken, vand og smør (ca. 48-54 g) og hæld det i de tørre ingredienser. Rør kun til alt er blandet. Tilsæt dernæst ægget og saml evt. med lidt mere mel, så dejen bliver fast.
 
Hæld dejen ud på køkkenbordet og ælt den godt igennem, så den bliver smidig og elastisk. Kom den tilbage i skålen og lad den dernæst stå et lunt sted i 1-½ time for at hæve til dobbeltstørrelse.
 
Forvarm ovnen til 175-180 grader. Tag dejen ud af skålen og ælt en lille smule for slå luften ud og del den da i 2 portioner, hvor den ene portion er lidt større end den anden.
 
Form/udrul den store portion i en aflang trekant med runde hjørner, som skal blive til julemandens hoved og hat. Del den mindre portion dej i 2 og udrul den ene portion, sådan så den passer til den nederste del af julemandens ansigt. Det bliver hans skæg. Inden den lægges på ansigtet så klip eller skær ved brug af f.eks. en pizza skærer lange smalle strimler i dejen næsten helt op til kanten. Læg skægget på julemandens hoved og snor strimlerne, så de danner et krøllet skæg. Hvis der er lidt dej tilovers, så kan man udfylde hullerne med yderligere strimler, der er blevet snurret rundt.
 
Den sidste del af dejen anvendes til overskæg, næse, nissehue pom-pom og hattebånd. Udrul overskægget til en lille aflang firkant og klip også her 3-4 strimler i hver ende, snor dem og læg firkanten lige over underskægget. Dernæst placere en kugle af dej over overskægget, som hans næse.
Til sidst fold toppen af den øverste del af julemandens hoved over og tilføj en kugle af dej som pom-pom. Lige under lægges en lang 1½-2 cm bred hattebånd af dej.
 
Skær 2 små snit til øjne på hver sin side af næsen og lidt over. Pas på ikke for tæt sammen eller for tæt på hattebåndet, da når dejen hæver, så forsvinder øjnene. Læg en rosin i hvert snit.
 
Pensel først forsigtig med den almindelige æggeblomme det hele med undtagelse af hans næse og nissehue. Dernæst farv den anden æggeblomme med rød farve og pensel hele hans nissehue - dog ikke huens pom-pom - og næse. Lav også 2 små røde cirkler på hans kinder.
 
Lad hovedet efterhæve lidt og så i ovn på midterste rille. Læg bagepapir over for de første 15 min. Tag det bagefter af og efterbag 10-14 min. mere eller indtil den er flot mørk gylden. Hold dog lidt øje med den og hvis man synes, at den får en for mørk farve lidt for hurtigt, da læg bagepapir hen over igen. Jeg gjorde også det, at jeg lige penslede lidt mere rød æggeblomme på, efter de 15 min.
 
Køl den af på en rist. Giver 1 brød.

julemandsbrød
Julemandsbrød
Opskriften er oprindelig med 100 g. sukker og 2 æg, hvilket jeg synes måske så mere vil tage form af en kage end et brød. Det har jeg derfor halveret til kun 50 g. sukker og 1 æg.
 
Jeg har ikke fået taget billede af processen, men man kan få en ide herom her.
 
ÅRETS JULEFROKOST ANNO 2014