Select language

søndag den 14. februar 2021

Valentinsdag kage 2021

Selvom vi ikke som sådan må komme ind på arbejde i denne tid, så synes jeg nu alligevel, at jeg ville lave lidt kage til mine kolleger på Valentins Dag. Der er altid nogen, som kan tage fra 😁

Det blev til disse cupcakes, som jeg pyntede med blomster af cream cheese frosting. Synes selv at de blev helt søde. 





torsdag den 10. december 2020

Julen 2020


Der blev ikke så meget kollega julehygge i år, da vi fortsat ikke må møde ind på mit arbejde. Det har været et mærkeligt år, men sådan har det været for mange.

Men lidt kage skulle der nu til til de få, som var mødt op i dag.

Jeg lavede corona venlige cupcakes med juletema. De blev nu meget søde. 



GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!

fredag den 4. december 2020

Træstammer med tema af jul



Der serveres træstammer til kollegerne 😀

I julens anledning blev der ikke sparet på rommen i stammerne. 

Og der blev også til lidt romkugler (det samme, men uden marcipan).



søndag den 23. august 2020

Jordbær lavet af romkuglemasse


Tid til at anvende alle kageresterne i fryseren og skulle vi da ikke lige have det sidste med af sommeren. 

Jo da, så lavede denne romkugle udformet som et stort jordbær. Den gjorde lykke og der blev guffet fra nær og fjern på min arbejdsplads 😁


Først formede jeg massen til et jordbær og penslede dernæst smeltet hvid chokolade på det hele.  
Farvede dernæst marcipanen rødt, rullede den ud og lagde den henover. Blandede lidt rød farve med vodka (smages ikke da det fordamper) og penslede marcipanen for at få en lidt dybere rød farve. 


Med et værktøj til at lave fondant figurer lavede jeg de lange huller og puttede en sukkerperle i og skar i frihånd til sidst blade ud i grøn marcipan og hæftede dem på med lidt vand. 

tirsdag den 28. januar 2020

Fault line vinter tema kage


vinter tema kage
Vinter tema kage
Jeg har længe gerne ville prøve den nye kage trend "fault line cake". Fault line kan groft oversættes til en "revne i jordens overflade". Det har også en anden betydning, som dog ikke er relevant, når det gælder kage.

The fault line i sammenhæng med en kage er, at der er en revne rundt om kagen, hvor man enten kan lægge blomster, frugt, eller hvad man nu ønsker, ind og så smøre kagen op med frosting, ganache osv. sådan lidt henover revnen.



Bagte i alt 3 chokoladekager. To i samme størrelse og én i en mindre størrelse end de to første. Flækkede hver kage i to bunde og lagde som fyld pebermynte chokolademousse i hver kage.

Dernæst indkapslede jeg alle krummerne ved at smøre et meget tyndt lag hvid frosting på hver kage og satte dem i køleskab i ca. 20 min.
Kagen blev samlet ved, at jeg satte den mindre kage på én af de større kager og dernæst den sidste kage ovenpå den mindre kage.

Jeg understøttede de to øverste kager ved at sætte 4 sugerør i den nederste og midterste kage.  
Smurte nu den midterste kage lidt pænere op, sprayede med isblå velvet chokoladespray og satte mine marcipan kugler fast med lidt frosting.

Hele kagen blev nu smurt op med den resterende frosting, hvor jeg har tilføjet kokosmel, så det ligner sne. Frostingen blev oppe og nede fra smurt ud over kanten, således at den midterste kage og delvis snekuglerne blev skjult og man har nu en "fault line".

Kanten blev penslet med sølvfarve, der blev blandet af sølvpulver og vodka.

Pynten blev granatæble kerner, brombær, blåbær og rosmarin som "grønne grene" om man vil. Lidt flormelis sluttede mit vinter tema look. 

 
Der spises kage!
 


torsdag den 19. december 2019

mandag den 4. november 2019

Jordbær lagkage

Min kollega Joan fik i dag efter 40 års tro tjeneste sin fortjenestmedalje og det skulle fejres med kage. Så jeg blev spurgt om jeg ikke ville lave én. Jo, selvfølgelig! 😁


Kagen består af 2 mandellagkagebunde og 1 chokoladebund. Den nederste bund er vædet med hjemmelavet rabarber sirup. Det nederste lag er jordbær mousse og det øverste Madeira flødecreme. Smurt op med vanilje frosting, marcipanlåg og pyntet med frugt m.m.


Bundene er bagt enkeltvis hver med 1 portion af opskriften på mandellagkagebund og 1 portion af opskriften på chokoladelagkagebund. Størrelsen er ca. 12 x 26 x 32 cm på bundene. Jeg har bagt bundene i en kagering bare sat løst ovenpå bagepapir. Nok til ca. 40-50 personer.

Tyller brugt til dekorering er Wilton nr. 3, 16 og 32.

TILLYKKE TIL JOAN!





torsdag den 31. oktober 2019

Halloween 2019

Så fik jeg da lige tømt fryseren for kagerester og lavet denne uhyggelige og noget klamme romkugle. Den gjorde nu lykke 😄

Jeg har ingen opskrift, da alt er lavet på slump. Men den består af forskellige kagerester, en købt mazarin kage, god klat hindbærmarmelade, god slat rom og kakao af den gode slags. 

romkugle tema halloween

Den er smurt op med mørk chokolade ganache, som er penslet sort med royal icing. Tænderne er smuttede mandler, som er gjort spidse med en kniv. Munden er dernæst farvet rødt med royal icing. Jorden rundt om romkuglen er lavet af knuste oreos med pebermynte smag. Knoglerne er lavet af hvid chokolade i en form, der først er penslet med krihvid chokoladefarve.


torsdag den 9. maj 2019

Rabarber - jordbærmousse

 En dejlig frisk mousse, som egner sig fint som fyld i en kage.

Du skal bruge:

  • 300 g. jordbær (frosne eller friske)
  • 300 g. rabarber skåret i mindre stykker
  • 6½ blade husblas
  • 150 g. sukker/evt. rørsukker
  • 6 dl. piskefløde
  • 1 bæger (250 g) cremefraiche 18%
  • ½-1 vaniljestang

Fremgangsmåde:
Husblassen lægges i blød i koldt vand i 15-20 minutter. Vaniljestangen flækkes på den lange led og kornene skrabes ud med en lille kniv. Lidt af sukkeret og kornene mases med en paletkniv på bordet, sådan at kornene skilles ad.

Jordbær, rabarber, sukker og vanilje puttes i en gryde, som derefter gives et opkog og dernæst skal simre i mindst 10 minutter. Tag gryden af varmen og blend jordbær/rabarberne med en stavblender. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den varme masse. Rør indtil husblassen er smeltet. Kom den varme blanding op i en ren skål og afkøl til lillefingervarm (næsten kold). Pas på den ikke er for varm, da moussen ellers vil skille i det øjeblik du tilføjer flødeskummet. 

Piskefløden piskes til let skum og cremefraichen tilsættes forsigtig. En 1/3 del af det let piskede flødeskum/cremefraiche kommes nu op i jordbær/rabarberblandingen. Pisk hurtigt og hæld dernæst blandingen forsigtig over i skålen med den resterende let piskede flødeskum. Det hele vendes nu forsigtigt sammen til en ensartet mousse. Hvis du bruger denne fremgangsmåde, undgår du at husblassen trevler.

Hvis jeg skal bruge moussen som fyld i en kage hælder jeg den op i en stor frysepost og lægger den lidt i køleskab, før jeg hælder den over en kagebund. Jeg samler altid gerne en kage med fyld, sådan den kan stå natten over, så moussen når at stivne i kagen.

søndag den 5. maj 2019

Min fødselsdag 2019

Igen i år serverede jeg en Black Magic kage med chokolade mousse og pyntet med frugt og chokolader til mine kolleger i anledning af min fødselsdag.

Den vakte igen lykke og der blev guffet løs! 😘



torsdag den 14. februar 2019

Valentinsdags kage 2019

Årets Valentins Dags kage bestod ligesom sidste år af en gulerodskage med ananas (2 portioner til 2 bunde) med fyld af cream cheese frosning og ristede pecannødder.







torsdag den 20. december 2018

Julen 2018

Sneen falder blidt derude og en ro lægger sig over alle, for det er snart jul....... Nah, er total stresset og det er da vist mere regn - som sædvanligt - end sne, som slår mod ruden. SÅ alt er sådan set ved det gamle 😃.

Til årets juletamtam på kontoret fik jeg lavet 2 risalamande kager med pebernød/kiksebund. Havde igen i år lagt en mandel i kagen, så man kunne vinde et hjemmelavet marcipan hjerte. Det blev en meget hyggelig eftermiddag.



Den ene kage var bl.a. pyntet med chokolade julekugler.


Jeg fik også bagt en hel del småkager.....


















Det blev også til lidt værtsinde gaver med hjemmelavede chokolader og småkager.


GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!