Select language

tirsdag den 1. februar 2022

Romkugle, fastelavns tema

 Fastelavn er mit navn, boller vil jeg (dæleme) have...... 😅

Romkugle, fastelavn, fastelavns tønde

Jamen altså. Der har godt nok ikke været meget kagebageri i meget lang tid fra min side, da arbejdsdagene har været hjemmefra, og derfor kun har været mig til at spise kagen. 🤪

Det havde så dog hobet sig noget op i fryseren med kagereste, så en romkugle var på sin plads og i anledning af en snarlig Fastelavn blev den udformet som en fastelavnstønde, hvis nogen skulle være i tvivl. ☺

Jeg har ikke en opskrift, da alt er lavet på slump af mine kagerester, en købt mazirinkage, nogle gode skefulde kakaopulver, hindbærmarmelade, revet marcipan og indtil flere sjater rom. Man skal bare passe på, at massen ikke bliver for lind.




"Bræderne", bånd om tønden, katten er af marcipan, som er farvet hvid. 

Fastelavnsmasken er også spiselig og lavet af fondant og sukkerperler. Fjerene er lavet af rispapir.


Den færdige romkugle vejede i alt 5 kg. 😅

onsdag den 15. december 2021

Julen 2021

Julen 2021 blev nu en lidt trist affære mht. at lave kage. Julefrokosten på arbejdet blev aflyst og igen arbejdede vi hjemmefra. Så kage til mine arbejdskollegaer blev der ikke meget af denne jul. 

Heldigvis var muligheden for at mødes med mine veninder stadig til stede hjemme i privaten. Det blev både til hygge, hjemmelavede æbleskiver, fedtebrød og selvfølgelig Risalamande kagen. 






Glædelig jul og Godt Nytår!


mandag den 1. november 2021

Halloween 2021



Jeg havde lovet mine kollegaer en større lagkage, da jeg pga. corona ikke kunne afholde mine runde fødselsdag årets før, som jeg gerne ville, og da det også var tidspunktet for halloween, så blev det til denne "fødselsdags"kage med pynt at chokolade kranier og spiseligt glas og blod. 


Den bestod af 2 x mandellagkage bunde og 1 x chokoladelagkage bund med fyld af hindbærmousse og Madeira likør flødecreme. Smurt op med cream cheese frosting. 


Den blev serveret sammen med heksefingre småkager. Drikkelse i form af drageblod og mosevand stod min kollega Signe for. 







Der skete et lille uheld. "Blod" overalt!



 

mandag den 31. maj 2021

Afskedsreception for kollega


Jette, en sød kollega, havde sidste arbejdsdag i dag, før pensionslivet ventede forude. Det skulle fejres med en lagkage, som hun spurgte om jeg ville lave.

Det ville jeg gerne 😊.

Vi aftalte at kagen skulle bestå af 2 x lagkagebunde med mandler og 1 x chokoladelagkagebund. Jette  ville gerne have noget med jordbær, så jeg foreslog at det ene fyld blev en rabarber-jordbærmousse, hvor jeg lige netop havde fået friske rabarber fra haven med hjem og en vaniljeflødecreme. 

Bundende vædede jeg først med lidt hjemmelavet rabarber sirup og rev efterfølgende noget marcipan henover, før fyldet blev hældt på.

Kagen er smurt og tyllet op med flødeskum og pyntet med jordbær, som forinden blev glaseret med ribsgele, kiwi stykker, granatæblekerner, sukkerperler og marcipanblomster.

HER HAR VI JETTE...

...SOM VI SIGER GOD VIND TIL OG ØNSKER HENDE ALT DET BEDSTE FREMOVER!

søndag den 14. februar 2021

Valentinsdag kage 2021

Selvom vi ikke som sådan må komme ind på arbejde i denne tid, så synes jeg nu alligevel, at jeg ville lave lidt kage til mine kolleger på Valentins Dag. Der er altid nogen, som kan tage fra 😁

Det blev til disse cupcakes, som jeg pyntede med blomster af cream cheese frosting. Synes selv at de blev helt søde. 





torsdag den 10. december 2020

Julen 2020


Der blev ikke så meget kollega julehygge i år, da vi fortsat ikke må møde ind på mit arbejde. Det har været et mærkeligt år, men sådan har det været for mange.

Men lidt kage skulle der nu til til de få, som var mødt op i dag.

Jeg lavede corona venlige cupcakes med juletema. De blev nu meget søde. 



GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!

fredag den 4. december 2020

Træstammer med tema af jul



Der serveres træstammer til kollegerne 😀

I julens anledning blev der ikke sparet på rommen i stammerne. 

Og der blev også til lidt romkugler (det samme, men uden marcipan).



søndag den 23. august 2020

Jordbær lavet af romkuglemasse


Tid til at anvende alle kageresterne i fryseren og skulle vi da ikke lige have det sidste med af sommeren. 

Jo da, så lavede denne romkugle udformet som et stort jordbær. Den gjorde lykke og der blev guffet fra nær og fjern på min arbejdsplads 😁


Først formede jeg massen til et jordbær og penslede dernæst smeltet hvid chokolade på det hele.  
Farvede dernæst marcipanen rødt, rullede den ud og lagde den henover. Blandede lidt rød farve med vodka (smages ikke da det fordamper) og penslede marcipanen for at få en lidt dybere rød farve. 


Med et værktøj til at lave fondant figurer lavede jeg de lange huller og puttede en sukkerperle i og skar i frihånd til sidst blade ud i grøn marcipan og hæftede dem på med lidt vand. 

tirsdag den 28. januar 2020

Fault line vinter tema kage


vinter tema kage
Vinter tema kage
Jeg har længe gerne ville prøve den nye kage trend "fault line cake". Fault line kan groft oversættes til en "revne i jordens overflade". Det har også en anden betydning, som dog ikke er relevant, når det gælder kage.

The fault line i sammenhæng med en kage er, at der er en revne rundt om kagen, hvor man enten kan lægge blomster, frugt, eller hvad man nu ønsker, ind og så smøre kagen op med frosting, ganache osv. sådan lidt henover revnen.



Bagte i alt 3 chokoladekager. To i samme størrelse og én i en mindre størrelse end de to første. Flækkede hver kage i to bunde og lagde som fyld pebermynte chokolademousse i hver kage.

Dernæst indkapslede jeg alle krummerne ved at smøre et meget tyndt lag hvid frosting på hver kage og satte dem i køleskab i ca. 20 min.
Kagen blev samlet ved, at jeg satte den mindre kage på én af de større kager og dernæst den sidste kage ovenpå den mindre kage.

Jeg understøttede de to øverste kager ved at sætte 4 sugerør i den nederste og midterste kage.  
Smurte nu den midterste kage lidt pænere op, sprayede med isblå velvet chokoladespray og satte mine marcipan kugler fast med lidt frosting.

Hele kagen blev nu smurt op med den resterende frosting, hvor jeg har tilføjet kokosmel, så det ligner sne. Frostingen blev oppe og nede fra smurt ud over kanten, således at den midterste kage og delvis snekuglerne blev skjult og man har nu en "fault line".

Kanten blev penslet med sølvfarve, der blev blandet af sølvpulver og vodka.

Pynten blev granatæble kerner, brombær, blåbær og rosmarin som "grønne grene" om man vil. Lidt flormelis sluttede mit vinter tema look. 

 
Der spises kage!
 


torsdag den 19. december 2019